Forfatter: | Kategori: Transport |

Journalisten Jochen Diekmann har for mange år siden arbejdet som lastbilchauffør og kørt internationalt. I dag blogger han blandt andet om alt mellem himmel og jord…i transportbranchen. I denne blogartikel handler det om “de gode gamle dage”, som måske ikke i alle henseender var “gode”.

 

Før var alting bedre – det ved enhver. Når det knirker i fugerne i transportbranchen, er der tendens til at forherlige de gode, gamle dage. Altså dengang for et par årtier siden, hvor alting kørte som smurt i olie og solen altid skinnede.

Kort sagt fremstilles denne periode ofte som et forskønnet glansbillede. Sandt nok var der rent faktisk færre biler på vejene, transportpriserne var højere og benzin og kørekort var billigere. Ikke desto mindre var der også temmelig mange problematiske punkter, men dem har vi det med at fortrænge.

I 1980 havde jeg lige fået mit store kørekort, og dengang lå den maksimale vogntogsvægt helt nede på 38 ton. “Min” første DAF havde hele 280 PS at gøre godt med. Det betød konkret: Ved den mindste stigning faldt tempoet så meget, at en gruppe kondiløbere uden problemer ville kunne give mig kamp til stregen, også selvom jeg på det nærmeste stod med foden i bundkaret. I det hele taget krævede det særdeles gode lægmuskler at køre lastbil dengang, det var ren fitnesstræning. Koblingen var langt mere tung og træg end i dag, og gaspedalen føltes som om den burde kunne trykkes en meter længere i bund. Hurtig acceleration var i hvert fald ikke en del af pakken. Ofte kravlede vognen nærmest afsted: Så måtte man bare nyde udsigten og forsøge at lade være med at kigge på uret. Cruise control var et fuldstændig ukendt begreb, der i bedste fald kunne forveksles med en ny amerikansk actionfilm.

 

Alle gode gange tre

Accelerationen eller manglen på sammen var ikke det eneste problem. At sagtne farten eller bremse op var mindst en lige så stor udfordring. For det første var bremsehastigheden mange gange langsommere end i dag. Dertil kom, at man hverken måtte bremse for kraftigt eller for ofte, idet bremserne hurtigt blev overophedet og derefter satte helt ud. Oversat til godt, gammel dansk: Efter tre hårde opbremsninger var der muligvis ikke flere skud i bøssen.

Man var også nødt til at finjustere bremserne i tide og utide. I modsat fald var der risiko for at tromlebremsen og excenterskiven kom ud af takt, hvilket kunne lugtes på lang afstand. Centralsmøring kunne givetvis forekomme i en science fiction-film med rumskibe, men for den almindelige lastbilchauffør var det på med kedeldragten og i gang med fedtsprøjten hver lørdag.

Mindst 95 af alle lastbiler havde ikke førerhus med højt tag. Dengang var det endda meget normalt, at man kørte to og to i lastbilen. Bare tanken om at dele et førerhus uden højt tag er sikkert nok til at få de fleste til at gyse i dag. Der var heller ingen retarder-bremser, kun en almindelig udstødningsbremse med fodbetjening. Klimaanlæg var kun noget, man havde hørt rygter om. I USA havde man sådan noget i husene hed det sig.

 

En kontinent fuld af vejbomme

Selv bare en tur til Holland eller Frankrig kostede nemt 1-2 timers ventetid ved grænsen. Inden indrejsen skulle der udstedes T2-toldpapirer, og herudover skulle man måle lastbilens dieselstand inden udrejsen. Skydepresenninger var dengang et ukendt begreb. Særligt i blæsevejr var det en underholdende oplevelse at forsøge at få presenningen lirket på plads med en træplanke.  Og sådan kunne jeg blive ved.

Omvendt var der nu faktisk også en enkelt ting, som rent faktisk var meget bedre dengang. Spontant kommer jeg i tanke om dette: Vinduet kunne åbnes uanset om der var strøm på bilen eller ej, og det krævede ikke en universitetsgrad at betjene radioen!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *